
For cirka 1½ år siden lukkede Energimuseet, men med donationer fra både Norlys og Grundfos Fonden, kan museet åbne igen.
Norlys har forpligtet sig til at støtte til Energimuseet med 2 millioner kroner årligt over de næste fire år, mens Poul Due Jensens Fond støtter med 750.000 kroner årligt i samme periode.
Første åbningsdag bliver lige op til påske, lørdag den 12. april.
– Energimuseet er et vigtigt bidrag til at uddanne danskerne og ikke mindst børn og unge i energi og grøn omstilling. Det er helt afgørende, at vi så tidligt som muligt får tændt gnisten hos flere unge, så de søger i retning mod energibranchen, og her kan Energimuseet spille en vigtig rolle, siger Pia Wentzel, der er direktør for Amba Office i Norlys.
Energimuseet har ikke været lukket helt ned siden efteråret 2023, hvor et mangeårigt sponsorat fra Energinet ophørte. I mellemtiden har museet været åbent for skoleklasser.
Men nu er det igen åbnet for alle.

– Vi håber, at både lokalområdet og turister vil besøge museet, og dermed bakke op om landets eneste oplevelses- og formidlingscenter, der er dedikeret til energi, fremtidens energiløsninger og den grønne omstilling. Skal vi sikre museets drift på den lange bane, har vi brug for opbakningen fra de besøgende, siger Christina Louise Sørensen, der er konstitueret direktør for Energimusset.
Når museet genåbner i ugen op til påske, vil der som altid være fokus på viden, oplevelser og spænding i museets indendørs- og udendørsudstillinger.
Her kan de besøgende blive klogere på energiens historie og fremtidens smarte løsninger og gå på opdagelse i de mange muligheder for eksperimenter, leg og forsøg, der er overalt på museet. Det er fx muligt at blive opladet af museets nybyggede Van de Graaff-generatorer, der får håret til at rejse sig, og mærke suset når der laves lyn i Bohr-tårnet.
Kilde: Norlys