Gadebelysningen i hele Asens Kommune er blevet grøn. Ikke selve lyset, men sådan i overført betydning, for kommunen er færdig med at fuldføre den beslutning, man tog i 2017.
Dengang vedtog Assens Byråd, at vejbelysningen, der også omfatter de kommunale stisystemer, i hele kommunen skulle udskiftes fra de traditionelle lyskilder til LED. Den gang udledte vejbelysningen samlet set 349 ton CO2 årligt.
Efter udskiftningen til LED bruger gadebelysningen 1,2 mio. kWh mindre, og sammenlagt med at strømmen er blevet grønnere, betyder det, at gadebelysningen nu kun udleder 82 ton CO2 årligt.
– Alene på gadebelysning er der sket en reduktion af CO2 udledningen på 76 procent. Det er blot en af mange indsatser i vores klimastrategi, hvor vi arbejder for at reducere CO2-udledningen i Assens Kommune som geografisk område, og i Assens Kommune som virksomhed, siger Jens Jakobsen, formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune.
Udskiftningen af gadebelysningen er finansieret af et lån, som Assens Kommune har optaget i Statens Energisparepulje. Lånet bliver tilbagebetalt med den besparelse på omkring 1 million kroner, som belysningen giver i mindre udgift hvert år, hvilket betyder at udskiftningen reelt ikke har kostet kommunen noget.
Kilde: Assens Kommune