Op til sommerferien trådte en ny bekendtgørelse i kraft. Ifølge den kan man søge om såkaldt repowering af bestående el-produktionsanlæg på havet, og det har vagt stor interesse hos branchen.
Energistyrelsen har i den forbindelse udarbejdet en vejledning, som beskriver ansøgnings- og tilladelsesprocessen for repowering og forlængelse af el-produktionstilladelsen – såkaldte levetidsforlængelser – af eksisterende el-produktionsanlæg på havet.
Vejledningen beskriver bl.a. de forhold, som skal være opfyldt, før Energistyrelsen kan udstede tilladelserne.
Vejledningen har også til formål at sikre transparens og oplyse ejere af eksisterende el-produktionsanlæg på havet om, hvordan repowering og forlængelse af elproduktionstilladelsen af eksisterende anlæg skal forstås.
Energistyrelsen behandler i øjeblikket ansøgninger om forlængelse af elproduktionstilladelsen for disse anlæg:
Middelgrunden havvindmøllepark (to ansøgninger)
Samsø havvindmøllepark
Rønland havvindmøllepark
Nysted havvindmøllepark
Horns Rev 1 havvindmøllepark
Kilde: Energistyrelsen