
Forandringen af elsystemet med både solceller og batterier, betyder opblomstring af energifællesskaber. En oplagt idé, men også en noget kompleks størrelse at give sig i kast med .
Derfor har østdanske netselskaber Cerius-Radius og brancheorganisationen Energifællesskaber Danmark sammen udgivet en guide, der skal hjælpe interesserede gennem både eltekniske muligheder og udfordringer forbundet med at etablere energifællesskaber.
Energifællesskaber har potentialet til at skabe lokal værdi og give medlemmerne både miljømæssige og økonomiske fordele i kraft af deres grønne engagement. Et energifællesskab giver lettere adgang til lokalproduceret strøm, som energifællesskabet selv fastsætter prisen på.
– Gevinsterne ved energifællesskaber er mange, og derfor oplever vi også en voksende interesse for emnet. Energifællesskaberne er en god vej til at udnytte den grønne energi lokalt, samtidig med at borgerne minimerer deres afhængighed af mere konventionelle – og ofte mindre miljøvenlige – energikilder. I Energifællesskaber Danmark betragter vi det som en kerneopgave for nuværende og fremtidige energifællesskaber at optimere brugen af det kollektive elnet og medvirke til, at Danmark får en mere omkostningseffektiv omstilling for alle brugere af elnettet, siger Morten Westergaard, forperson, Energifællesskaber Danmark.
I en årrække har elforbruget været næsten uændret, men nu oplever netselskaberne, at efterspørgslen fra både nye og eksisterende kunder har vokseværk. Samtidig er energiproduktionen blevet langt mere decentral, og det skal elnettet også kunne håndtere.
Og når nye kunder ønsker at tilslutte sig elnettet, så er der en række ting, de skal være opmærksomme på i forhold til tilslutningsprocessen og de medfølgende omkostninger. Disse tekniske og økonomiske aspekter ønsker Cerius-Radius og Energifællesskaber Danmark at belyse.
– Som netselskaber er vi underlagt klare regler, og vi kan ikke tilbyde grupper af kunder særlige tariffer eller vilkår, men det betyder ikke, at vi ikke ønsker at bakke op. I Cerius-Radius har vi således udviklet en metode for tarifering af lokale energifællesskaber, som lige nu er til godkendelse hos Forsyningstilsynet, og vi håber på, at den snart kan tages i brug til glæde og gavn for både kunderne og elnettet, fortæller Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.
Morten Westergaard fra Energifællesskaber Danmark tilføjer:
– Vi har en konstruktiv dialog med Cerius-Radius om, hvilke muligheder de har for at hjælpe energifællesskaberne på vej, og så lægger vi selvfølgelig et politisk pres også, så vi sikrer, at energifællesskaberne får de bedst mulige rammer. Vi mener jo, at det er i alles interesse, når elkunder går sammen om at aflaste nettet lokalt og reducere spidsbelastninger. Eller ved gøre nyt forbrug fleksibelt og placere det på tidspunkter, der er gavnlige for elnettet. På den måde kan energifællesskaber ligefrem være med til at udskyde og mindske behovet for at udbygge og forstærke elnettet, selvom samfundet bliver mere og mere elektrificeret, siger Morten Westergaard.
Kilde: Cerius-Radius