
Muligheden rummer et potentiale i milliardklassen, vurderer direktør i Finans & Leasing, Christian Brandt, om et nyt lovforslag, der er på vej gennem Christiansborgs lovmølle.
Regeringen vil gøre det muligt at lease solceller til opstilling på tage og facader af erhvervsejendomme. Det har hidtil været umuligt, da Tinglysningsloven har bremset for, at leasingselskaberne kunne bevare ejerskabet til solcellerne i konkurrence med panthaver i ejendommen og dermed ikke havde krav på dem, i tilfælde af en eventuel konkurs.
– Det her er virkelig en stor landvinding for den grønne omstilling, da leasingselskaberne hidtil har været afskåret fra at tilbyde denne form for finansiering, siger direktør i Finans & Leasing, Christian Brandt og fortsætter:
– Vi taler alle sammen om, at vi skal gøre mere for den grønne omstilling og her må vi bare sige, at det er et klokkeklart eksempel på, hvordan gamle regler står i vejen for udviklingen. Det er vi glade for, at regeringen har anerkendt og skabt en løsning på.
Selvom direktøren er meget begejstret for lovforslaget, vokser træerne trods alt ikke helt op til solen. Reglerne gælder kun for erhvervsejendomme. Det er altså endnu ikke muligt for private at opsætte leasede solceller på taget derhjemme.
– Vi havde selvfølgelig gerne set, at det blev muligt at lease solceller alle steder og for alle, men det har ikke været muligt at få igennem i første omgang. Men det er helt klart noget, vi vil forfølge i den kommende tid, for vi savner lidt det gode argument for, at et tiltag, der i den grad åbner mulighed for at flere kan benytte sig af solenergi, ikke er muligt for private husejere, siger Christian Brandt.
Endelig skal ønsket om flere solceller også ses i sammenhæng med den nuværende, meget spændte geopolitiske situation:
– Vi har brug for at gøre os uafhængige russisk gas. Vi ser lige nu, hvor hurtigt tingene kan vende ude i verden, og derfor er det vigtigt, at vi gør så meget som muligt for at blive uafhængige af fossile brændstoffer, og her er det klart, at også private husstande skal med på vognen. EU har netop luftet en ambition om at vi skal have billigere strøm og alt andet lige vil et større udbud medføre lavere priser, påpeger Christian Brandt.
Lovforslaget 1. behandles den 20. marts og forventes at træde i kraft den 1. juli 2025.