
Regeringen kanaliserer med et nyt udspil en pose penge over til landets erhversskoler i et forsøg på at få færre til at droppe ud.
Ikke nok med at for få vælger en erhvervsuddannelse, så slås mange uddannelser også med et stort frafald. Mens det ikke rigtigt er lykkedes at få øget optaget på skolerne, er den anden vej til flere faglærte, at flere gennemfører uddanelsen.
Planen, der har fået navnet Forberedt på fremtiden VII, rummer en række tiltag. Der følger også midler med – 260 millioner kroner fra 2025 stigende til 400 millioner kroner i 2030 og 330 millioner kroner varigt fra 2033.
Midlerne skal for eksempel anvendes til at øge trivslen blandt elever og lærlinge og skabe bedre sammenhæng mellem undervisningen på skolerne og tiden i oplæring i en virksomhed.
Der skal gives håndslag på det fælles ansvar for dette kvalitetsløft mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og erhvervsskolesektoren.
I perioden fra 2025-2030 skal der afsættes over en halv milliard kroner i perioden 2025-2030 til at styrke ungdomsmiljøerne, herunder til et stærkere samarbejde mellem erhvervsskoler og 10. klasse. Særtilskuddet skal for eksempel bruges til at styrke de faglige miljøer og fællesskaber på erhvervsskolerne med lektiecaféer, flere ekskursioner og virksomhedsbesøg samt indretning på skolerne, der understøtter fællesskaber.
Derudover foreslås det, at erhvervsskolerne fremover forpligtes til at besøge eleverne i deres oplæringsvirksomhed, og at ansvaret for at facilitere og følge op på samarbejdet mellem skolen og oplæringsvirksomheden om den enkelte elev entydigt placeres hos skolerne.
Dette skal sikre en større sammenhæng og bedre støtte for eleverne, der i løbet af deres uddannelse veksler mellem perioder på skolen og oplæring i en virksomhed.
Ydermere skal ophold i udlandet gøres lige så naturligt på erhvervsuddannelserne, om det i dag er på fx de videregående uddannelser. Det er ambitionen, at andelen af elever og lærlinge, der tager en del af deres erhvervsuddannelse i udlandet, femdobles frem mod 2035.
Samlet vil det, ifølge udspillet, betyde, at udgiften per faglært sættes op med 50 procent.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet