Graveskader kostede samfundet over 1.24 milliarder i ´23, og når tallet er gjort op for ´24, vil det formentligt blive endnu højere.
Nu skal brug af Ledningsejerregistret bringe tallet ned. I 2023 var der over 22.500 graveskader – langt de fleste, over 19.600, ramte tele- og datakabler. Til en pris på 47.000 kr. pr skade løb det op i over 920 mio. kr.
– Det har store omkostninger for samfundet, når ledninger bliver gravet over. Derfor skal vi også se på, hvordan vi kan nedbringe antallet af graveskader. Her spiller Ledningsejerregistret en helt central rolle,” siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Klimadatastyrelsen.
Klimadatastyrelsen driver Ledningsejerregistret, som udveksler informationer om, hvor ledninger og kabler er placeret i jorden. Det er obligatorisk at bruge Ledningsejerregistret, inden man stikker spaden i jorden.
Ledningsejerregistret blev fuldt digitaliseret tilbage i sommeren 2023, således at alle ledningsinformationer udveksles digitalt mellem ledningsejere og graveaktører, og nu er Klimadatastyrelsen så gået i gang med arbejdet med at modernisere hele systemet.
– Nu begynder vi arbejdet med at finde ud af, hvordan vi skal modernisere Ledningsejerregistret, samtidig med at vi sammen med graveaktører og ledningsejere finder frem til, hvordan vi sammen kan bruge det endnu bedre, så vi får nedbragt antallet af graveskader. I den forbindelse kan det vise sig, at vi har behov for flere håndtag, siger Rikke Hougaard Zeberg, og forklarer:
– Vi skal fx se på, hvordan vi gør det nemmere for graveaktører at tilgå ledningsoplysninger direkte ude på gravestedet, og vi skal skabe en bedre visualisering af ledningernes placering, fx i form af 3D.
Som en lille, bitte trøst over de mange skader, er det billigst at grave netop tele- og datakabler over. Det koster 47.000 pr. skade.
I den anden ende finder vi skader på spildevandsledninger og drikkevandsforsyninger. Det koster 163.000 kr. at grave en drikkevandsforsyning over. Det blev gjort 591 gange.
Kun 28 gange blev en spildevandsledning ramt. Godt det samme, for her løber hver eneste skade op i 450.000 kr.
Kilde: Klimadatastyrelsen