
Landets erhvervsskoler kan snart se frem til, at millionerne begynder at rulle, og det ser man på med meget positive øjne hos erhvervsorganisationen TEKNIQ.
– Vi har svært ved at få armene ned over, regeringen vil investere ekstra i erhvervsuddannelserne. For sandheden er, at der er hårdt brug for det. Vi skal sikre den grønne omstilling og holde dansk erhvervsliv i førertrøjen i en stærkt omskiftelig verden, og det kræver, at ressourcerne bliver prioriteret der, hvor de gør mest gavn, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Hun påpeger, at det unge i dag ikke bare kigger på selve uddannelsen, mendet betyder også noget, hvordan hele miljøet er. Slidte møbler og gamle maskiner er ikke vejen frem, hvis man vil hive unge ind.
– Der er brug for et stort kvalitetsløft, for teknologien buldrer derudaf. Med det permanente taxameterløft hviler ansvaret også på skolerne. Så de skal prioritere – ikke bare smøre leverpostejen tyndt ud, understreger hun.
Udspillet har også fokus på unge med behov for støtte. En støtte, der skal til for de også kommer godt igennem en uddannelse. Også her er hun positive over de tanker, der ligger i udspillet.
– Sårbare unge skal også være en del af arbejdsfællesskabet som alle andre. Derfor er vi meget tilfredse med, at udspillet nu skærer det ud i pap, at det er skolernes ansvar at spænde et solidt sikkerhedsnet ud under eleverne i form af et forbedret støttesystem i løbet af hele uddannelsen, siger Maria Schougaard Berntsen.
Kilde: Tekniq