Sol- og vindenergi er hastigt på vej til at stå for langt størstedelen af den danske elproduktion. I 2023 var det eksempelvis 68 procent. Udbygningen af de såkaldte kapacitetsmekanismer følger ikke med i samme hastighed, og derfor kan der opstå et et mismatch mellem produktion og behov.
I den situation er der brug for anlæg, der kan producere vejruafhængig og regulérbar kapacitet til elsystemet, mener man hos Dansk Fjernvarme, der peger på, at man ikke bør skrotte alle kraftvarmeværker.
– De nuværende rammebetingelser betyder, at en stor del af de eksisterende kraftvarmeanlæg står til at blive skrottet i de kommende år – og for en række anlæg er beslutningen endda nært forestående. I Dansk Fjernvarme mener vi, at det er tiden til at sikre de eksisterende kraftvarmeanlæg, og det skal ske nu, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Bettina Vester.
Opfordringen fra Dansk Fjernvarme er langt fra ny.
Konkret anbefaler Dansk Fjernvarme at fremskynde en økonomisk ordning, som er målrettet levetidsforlængelse af eksisterende anlæg med henblik på at understøtte forsyningssikkerheden.
Samtidig er det også nødvendigt, at der snarest muligt tages fat på en undersøgelse af, hvilke typer af mekanismer, der skal tages i anvendelse til bevarelse af regulerbar elproduktion.
– Derfor er det et vigtigt budskab fra Dansk Fjernvarme, at man allerede nu politisk tager stilling til, at der skal findes løsninger, der kan sikre det økonomiske grundlag for fortsat drift af de eksisterende kraftvarmeanlæg. Alternativet er, at vi om få år kan stå med en udtalt mangel på elkapacitet med flere og hyppigere udfald af strøm, siger Bettina Vester, og fortsætter:
– En troværdig og konkret udmelding om, at kapacitetsmekanismer forventes at blive indført kan i sig selv bidrage til at modvirke skrotningsplanerne på kort sigt, lyder det fra Bettina Vester, der samtidig understreger, at Dansk Fjernvarme forventer at bidrage til denne undersøgelse.
Kilde: Dansk Fjernvarme