Ejere af en gulpladebil kan få retten til at køre privat i bilen i ét døgn ved at købe et såkaldt dagsbevis. Ordningen blev indført for gulpladebiler i 2021, og sidenhen er interessen for at købte dagsretten bare steget, viser en opgørelse fra Motorstyrelsen.
I 2023 blev der således købt 156.000 dagsbeviser, hvilket er en stigning på 30 procent i forhold til året før.
Langt de fleste, op imod 80 procent, køber deres bevis via Motorstyrelsens app.
– Vi er rigtig glade for, at så mange vælger at bestille dagsbeviser. Vi ser, at rigtig mange bruger vores app, som gør det nemmere og mere fleksibelt for borgere og virksomheder at bruge gulpladebilen til private formål, og det er formentlig også en vigtig grund til, at vi ser denne store stigning, vurderer underdirektør Pernille Fruergård Simonsen.
Der er skrappe regler for brugen af biler, der er registreret på gule plader, og Motorstyrelsen har netop sendt breve ud til 67.000 ejere af gulpladebiler under 4 tons for at vejlede virksomheder om deres medarbejderes brug af gulpladebiler og køb af dagsbeviser.
– Vi arbejder løbende på at vejlede både borgere og virksomheder i, hvor vigtigt og nemt det er at købe et dagsbevis, både med kampagner og på Motorstyrelsens hjemmeside. For det kan blive dyrt, hvis man ikke følger reglerne. Derfor er der også mere vejledning på vej til de virksomheder, som ejer en gulpladebil, siger Pernille Fruergård Simonsen.
Kilde: Motorstyrelsen