Den østjyske energi- og fiberkoncern Aura er sammen med samarbejdspartneren USE Agency blevet hædret med en Red Dot Design Award for arbejdet med visuel rebranding AURA i kategorien corporate brand/rebrand.
– Baggrunden for vores arbejde med rebranding var i høj grad at afspejle den nye strategi “Tættere på dig…”, samt et ønske om at tale til en anden og større målgruppe og få et mere nutidigt udtryk. Sammen med USE Agency udviklede vi et udtryk, der beholdt de gode ting fra det oprindelige CVI, men samtidig nyfortolkede og twistede brugen af farver, skrifttype og illustrationer, siger Claus Blem Jensen, kommunikationschef i AURA.
USE Agency udfordrede fra begyndelsen Aura for at udskifte vanetænkning med nysgerrighed og en helt anderledes tilgang.
Brands bliver ofte for komplekse med interne logikker og indforståede termer, og bliver dermed til for virksomheden og ikke for målgruppen. Derfor er de fleste brands kedelige og intetsigende. Aura var modige nok til at vende det hele på hovedet og tage udgangspunkt i oplevelsen af brandet ved at gøre det meget karakteristisk og sørge for at målgruppen husker og genkender brandet, siger Ari Haack Marteinsson, partner og administrerende direktør i USE Agency, og fortsætter:
– De fleste mennesker er ligeglade med brands, og derfor handler branding om at få virksomheder til at stå frem, gøre budskaber lette at forstå og gøre det meget let at huske. Det formåede vi meget høj grad her, og vi elsker at se Aura tage brandet til sig og videreudvikle det.
Kilde: Aura