
Scandlines har bestilt en el-færge hos det tyrkiske værft Cemre. Færgen skal sejle på ruten Rødby-Puttgarden, og forventes at komme i drift i 2024
Med en overfartstid på en time er færgen emissionsfri. Den kan også fungere som hybridfærge, som det allerede kendes fra Scandlines ruterne mellem Danmark og Tyskland. Som hybridfærge er overfartstiden 45 minutter. Færgen kan dermed også indsættes som reservefærge, hvis en af de fire dobbeltenderfærger, der i dag betjener ruten Rødby-Puttgarden, er på værft.
Ligesom det kendes fra færgerne på Gedser-Rostock, vil der kunne transporteres lastbiler på både øverste og nederste dæk. Det betyder, at leje 3 i Rødby og leje 1 i Puttgarden skal ombygges, så der også kan lastes lastbiler på øverste vogndæk. Samtidig etableres der et nyt område for lastbiler i terminalen i Puttgarden.
Scandlines udskifter dermed de to ældste skibe i flåden, M/F Holger Danske og M/F Kronprins Frederik.
Færgen vil i første omgang udelukkende lade i Rødby. Allerede i 2019 investerede Scandlines i et 50 kV / 25 MW strømkabel til Færgevej i Rødbyhavn. Dette kabel forlænges nu til færgelejerne, hvor der installeres en transformer og ladestation. På sigt er det planen også at kunne lade i Puttgarden, når der er fundet en god løsning om køb af grøn energi.
Skibets modulære opbygning gør det muligt senere at tilpasse skibet, så det også kan medtage personbiler. Scandlines opnår således maksimal fleksibilitet, både hvad angår fremtidig teknologi og behov.
Kilde: Scandlines