
De fleste håndværkere, der arbejder i København har prøvet det – at bruge en stor del af arbejdsdagen på at finde en ledig parkeringsplads.
Det skal være slut nu. I stedet kan de gøre brug af en ny app, der viser, hvor i byen der er ledige pladser målrettet erhvervskøretøjer.
Appen er en del af en ny forsøgsordning, hvor der er installeret små sensorer på byens erhvervsparkeringspladser. Sensorerne registrerer, om der holder en bil og giver besked til appen, hvor man så kan se, om den er ledig eller ej.
Halvdelen af byens erhvervsparkeringspladser er nu synlige i appen, og flere bliver løbende føjet til.
På Københavns Rådhus glæder Teknik- og miljøborgmester Line Barfod sig over, at forvaltningen nu kan løfte sløret for appen:
– Det skal gerne være så nemt som muligt for erhvervsdrivende og håndværkere at løse opgaver i København. Vi indretter byen, så biler fylder mindre. Der bliver også bedre plads til den nødvendige bilkørsel. Derfor indretter vi dedikerede erhvervsparkeringspladser, og med den nye app giver vi de erhvervsdrivende en hjælpende hånd, så de nemmere kan finde vej til ledige erhvervsparkeringspladser rundt om i byen.
Appen ’Erhvervsparkering København’ kan hentes gratis i henholdsvis Appstore og Google Play butik.
Kilde: Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen