Et datterselskab af den store, danske energikoncern EWII har vundet en kontrakt med det tyske forsyningsselskab Stadtwerke Bonn.
Det er selskabet EWII Midas Energy som skal levere et avanceret softwaresystem til beregning af el- og naturgasprodukter hos det tyske selskab. Systemet er udviklet af koncernens aalborgbaserede datterselskab.
– Vi er utroligt glade for, at EWII Midas Energys system har vist sig at være konkurrencedygtigt. Vi har store forventninger til platformen, som er specialudviklet til energisektoren, og nu får vi et udstillingsvindue på et kæmpestort marked i udlandet. Det her er første skridt på en rigtig spændende rejse, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen.
Det danske softwaresystem skal hjælpe det tyske forsyningsselskab med at optimere interne processer og identificere kundernes behov. Store komplekse beregninger, der før er blevet udført manuelt, kan i stedet udføres på sekunder med både større sikkerhed og præcision.
Hos Stadtwerke Bonn har man især lagt vægt på, at systemet understøtter hele energiproduktets livscyklus – fra markedsføring, salg og porteføljestyring til håndtering af kundekontrakter og risikovurderinger.
EWII Midas Energy er bare et af selskaberne i EWII Koncernen, der har bevæget sig ind i Tyskland. EWIIs tradingforretning, der er specialiseret i at købe og sælge især vedvarende energi, er godt i gang med at etablere sig på det tyske marked.
– Tyskland er et vigtigt handelsmarked, som de øvrige europæiske markeder læner sig op ad. På sigt giver det os mulighed for gå ind på andre markeder og tilbyde andre produkter. Og her er aftalen mellem EWII Midas Energy og Stadtwerke Bonn med til at styrke hele vores værdikæde i Tyskland, siger Lars Bonderup Bjørn.
Kilde: EWII