Teknologisk Institut i Odense er blevet udvalgt i den store EU-satsning AI MATTERS (AI in Manufacturing TesTing and experimentation facilities for EuRopean SMEs) til at hjælpe robot- og teknologivirksomheder med det nyeste inden for test- og forsøgsfaciliteter til at implementere kunstig intelligens, AI, i produktionen.
Kunstig intelligens kan fx bruges til robotter i produktionsvirksomheder og optimering af produktionsudstyr ved hjælp af data og algoritmer, som kan sætte virksomhederne i stand til at skabe bedre produkter, tjenester og ydelser til deres kunder. Bl.a. gennem produktionsoptimering og energi- og materialebesparelse.
Målet er – i tæt samarbejde med den europæiske robotindustri og fremstillingsindustri – at få modnet nye intelligente robotløsninger og dermed hjælpe teknologivirksomhederne tættere på markedet, så den europæiske fremstillingsindustri bliver globalt førende inden for anvendelsen af kunstig intelligens og robotter.
I initiativet finder man 25 store forsknings-, teknologi- og innovationsorganisationer fordelt på otte europæiske lande. De skal nu sammen sikre en bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier på tværs af Europa – særligt inden for området avanceret produktion. Det er altså de stærkeste parter på området i EU, der skal være med til at fremme kunstig intelligens.
– Der er brug for nye og innovative robotløsninger med kunstig intelligens, som vi ser frem til at udvikle og afprøve i samarbejde med robot- og teknologivirksomheder. Med Teknologisk Instituts nye, avancerede udstyr får robot- og teknologivirksomheder nemlig muligheden for at komme til Odense og teste muligheder og nye teknologier til konkret brug af kunstig intelligens i produktionsapparater af. Med placeringen af AI-MATTERS initiativet i Odense styrker vi robotklyngen og skaber endnu bedre udviklingsmuligheder for robot- og teknologivirksomheder, siger teknologichef Kurt Nielsen, Teknologisk Institut.
Med den nye satsning følger midler på knap 450 millioner kroner, der vil blive investeret i initiativet over de næste fem år. Det er omkring 50 millioner kroner, der investeres i de danske faciliteter.
Kilde: Teknologisk Institut