
Energilagring i sten er blandt de nye muligheder, der kan anvendes sammen med vedvarende energi.
Nu har Energi- og fibernetkoncernen Andel investerer 75 mio. kr. i Stiesdal Storage Technologies. Ambitionen er at tage energilagring i sten til nyt niveau.
Den eneste, rigtig store udfordring for en 100 procent grøn elforsyning er, at vi ikke kan gemme strømmen fra de tidspunkter, hvor vinden blæser og solen skinner, til senere brug. Produktion og forbrug er simpelthen ikke i balance. Der er endnu ikke kommercielle løsninger på dette problem, men det håber vi at levere med vores ”GridScale” energilagringssystem, og vi er utrolig glade for at have fået Andel ind som strategisk partner i projektet, siger Henrik Stiesdal
Det energilager, som partnerne arbejder på, indeholder knuste sten i ærtestørrelse, der opbevares i isolerede ståltanke. Når der er overskud af strøm på elnettet, bliver lageret opladet ved, at et specialkonstrueret varmepumpesystem flytter varmeenergi fra ét sæt af tanke til et andet.
Stenfyldet bliver koldere i de tanke, hvor energien tages fra, mens det bliver meget varmere i de tanke, som modtager varmen, helt op til cirka 600 grader.
Varmen kan opbevares i stenene i mange dage, og når der på et tidspunkt er behov for mere strøm på elnettet, tilbageføres varmeenergien igen fra de varme tanke til de kolde tanke med en slags gasturbine, der producerer elektricitet. Denne løsning giver en høj effektivitet takket være lavt energitab. Lagerets størrelse kan skaleres op ved blot at tilføre flere tanke med stenfyld.
Det er endnu ikke besluttet præcist, hvor den første prototype på det nye lager placeres og testes. Det ligger dog fast, at det bliver på Syd- eller Vestsjælland eller på Lolland-Falster, hvor produktionen fra især nye store solcelleanlæg vokser, uden at forbruget følger med. Så den producerede energi skal kunne lagres eller transporteres væk, hvis der ikke skal opstå flaskehalse i elnettet, som fører til nedlukning af produktion fra vedvarende energikilder.
Kilde: Andel