Hos virksomheden PowerCon var de klar over, at det var en særlig lærling, de stod med, da Marnus Botha tog fat. Og det var fuldstændig rigtigt. Han er blevet hædret med DI Aalborgs Lærlingepris 2023
Marnus har lige fra første samtale gjort sig bemærket både på det personlige og faglige plan. Han er rolig, men også fuld af både ideer og initiativ, og så brænder han for elektrikerfaget og vil frem i verden, lyder det fra Alex Vernesen, som er produktionschef hos Hadsund-virksomheden.
Det er ikke kun Marnus’ positive tilgang til arbejdet, som er faldet i øjnene hos PowerCon. Han bærer også på et talent for elektrikerfaget, som gjorde, at han hurtigt var langt foran sit eget læreforløb.
– Han opfangede lynhurtigt, hvordan man laver eltavler. Indenfor et par måneder var han allerede i gang med at montere tavler, som lærlinge normalt først er klar til som anden eller tredje års lærlinge, fortæller Alex Vernesen, som hurtigt kommer i tanke om endnu et eksempel:
– Hos PowerCon har vi en ordning, hvor vores lærlinge i en 14-dagesperiode kommer i konstruktions-afdelingen, hvor de skal stifte bekendtskab med konstruktion og design. Jeg havde arrangeret opgaver til Marnus, som jeg vurderede ville tage to eller tre uger. Marnus løste opgaverne stort set uden support på bare tre dage.
Det faldt ikke overraskende i god jord hos konstruktionsafdelingen, hvor han passede godt ind både fagligt og personligt. Derfor endte det med en funktionærkontrakt og en fastansættelse som elkonstruktør. Aftalen blev underskrevet, allerede inden Marnus tog på skole for at løse sin svendeprøve.
Efter svendeprøven, hvor Marnus i øvrigt scorede et 12-tal for selv at installere, programmere og kalibrere en robot til fræsning, er skoletiden nu ovre. Og det glæder PowerCon at have ham på holdet, også når de flytter til deres nye domicil i Hobro ved udgangen af 2023.
– Marnus er en stor gevinst for os. Det er åbenlyst, at han fagligt er på et imponerende højt niveau. Men han er også en skøn kollega, som alle holder af. Han er medstifter af vores løbeklub og sidder i bestyrelsen for vores personaleforening. Han tager ansvar hele vejen rundt, lyder det fra Kim Brøndum Larsen, der er partner og CEO i PowerCon A/S.
Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s mere end 1.000 medlemsvirksomheder i Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland og Aalborg Kommuner. Marnus Botha er 27 år og fra Blendstrup. Han er uddannet fra Techcollege i Aalborg.
Kilde: DI