I flere måneder har salget af elbiler i bedste fald ikke oplevet en stigning – det har til tider ligefrem oplevet en negativ vækst.
Derfor var salgstallene for september en tiltrængt positiv nyhed. Salget steg med næsten 10 procent sammenlignet med september 2023, og dermed oplever salget af elbiler den største stigning siden februar i år- Her var stigningen i forhold til året før på 10 procent.
De gode september-tal til trods, er salget af eldrevne biler i år faldet med 5,8 procent sammenlignet med 2023.
– Det er positivt, at den nedadgående kurve i elbilsalget er blevet brudt i september måned. Der er både fremgang i salget på det tyske og det spanske marked, som begge fylder meget i de europæiske tal. Vi har set, at flere lande er blevet klar over vigtigheden af de økonomiske incitamenter og politiske tiltag, hvis der skal rykkes på den grønne omstilling, og det er tydeligt i de internationale statistikker, at det har store konsekvenser, hvis initiativerne opgives for tidligt. Vi håber, at stigningen i september varsler en ny udvikling for EU’s elbilsalg, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Løfter man blikket og ser på bilsalget generelt, har det haft et halvsvært 2024. I september kom 809.163 nye biler europæiske veje. Det er 6,1 procent færre end i september 2023, men det europæiske bilsalg i 2024 holder, trods enkelte udsving, samme stabile salgsniveau fra 2023 med en lille fremgang på 0,6 procent.
Knap 8 millioner nye biler er kommet til i EU i 2024. I Danmark oplevede man tværtimod fremgang i bilsalget i september med en mindre stigning på 4,6 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
– Det europæiske bilsalg har været udfordret de seneste måneder, og september blev ingen undtagelse. Markedet kan dog stadig godt hamle op med salgsniveauet fra sidste år, og det er godt nyt, at vi snart runder 8 millioner nye biler i EU i 2024. Samtidig ser det danske marked fortsat sundt ud, og det er vi meget tilfredse med, siger Mads Rørvig.
Kilde: Mobility Denmark