Den 10. oktober åbner flere end femten lokale virksomheder i Slagelse dørene for offentligheden, og inviterer for første gang til en eksklusiv tur ind i maskinrummet.
Bag ideen står fire af Slagelse Kommunes virksomheder, Envafors A/S, Nilpeter A/S, ODIN Engineering A/S, og adapa Fleksibles A/S, der, som en del af Flere Faglærte Netværket. I samarbejde med Slagelse Kommune arrangerer de eventet ”Åben Virksomhed – Et Kig Bag Facaderne”.
– Vi vil gerne vise, hvad vi arbejder med, og hvorfor vores virksomhed kunne være et spændende sted at arbejde eller tage en uddannelse. Mange vil måske blive overraskede over alt det, der foregår lige her i Slagelse, siger Direktør Jan Østerskov fra Envafors A/S, som bl.a. vil fremvise deres rensningsanlæg og præsentere, hvordan de arbejder med bæredygtige forsyningsløsninger.
Hver dag passerer mange forbi Slagelses lokale virksomheders bygninger uden at vide, hvad der egentlig sker indenfor. De deltagende virksomheder ønsker at give alle – både familier, unge, jobsøgende og andre nysgerrige borgere – en unik mulighed for at få et førstehåndsindtryk af, hvad der sker bag facaderne i nogle af kommunens virksomheder.
Med arrangementet ønsker virksomhederne at skabe større indsigt i deres daglige arbejde, de mange karrieremuligheder og ikke mindst de teknologier, produkter og løsninger, der bliver udviklet lokalt.
– Vi håber, at endnu flere virksomheder vil være med til at åbne dørene og vise, hvad netop de kan. Det er et enkelt koncept. Hver virksomhed vælger selv, hvad de vil præsentere, og på den måde er vi sammen med til at fremme vores erhvervsliv og italesætte muligheder for job og uddannelse i Slagelse Kommune. For hvordan skal særligt vores unge vide, hvilke muligheder de har i lokalområdet, hvis vi ikke fortæller eller viser dem det? spørger Executive Assistant og HR Manager Britta Hvalsø Olsen fra ODIN Engineering A/S.
Arrangementet er fleksibelt, og de besøgende kan planlægge deres dag, så de besøger de virksomheder, der interesserer dem mest. Uanset om man er interesseret i at lære mere om grøn teknologi, maskinproduktion eller karrieremuligheder, vil der være noget for alle.
Det fælles program bliver løbende opdateret på Flere Faglærte Netværkets hjemmeside. Her kan interesserede se, hvad de forskellige virksomheder tilbyder, samt de præcise åbningstider.
Kilde: Odin Engineering