
Ligesom flere andre olieselskaber, vil Uno-X nu også tilbyde sig til den voksende skare af elbiler. Derfor åbner den første Uno-X lokation med fire 300 kW lynladere i morgen den 22. april. Stationen ligger i Nyborg.
Elbilister er vant til, at det kan være noget bøvl at lade. Eller rettere, det er betalingsdelen, som ofte syntes unødigt kompliceret med abonnementer, ladebrikker, koder eller apps. Det står i skærende kontrast til de fossile bilister, hvor et Dankort rækker.
Hos Uno-X er der ingen forskel på at lade strøm eller tanke benzin. Her kræver det også ligeledes blot et Dankort at få nogle elektroner på “tanken”.
Hos Uno-X har vi en stor ambition om at bidrage til den grønne omstilling. Derfor er det fantastisk for os nu at kunne tilbyde el med lynladning til kunder med elbiler. Som en del af Reitan Retail kommer vores ladekoncept ikke kun til at styrke vores danske netværk af Uno-X stationer – det bliver med tiden også udrullet på andre Reitan-lokationer, fx ved REMA 1000 butikkerne, siger Jørgen Lindemann, adm. direktør hos Uno-X Danmark A/S.
Uno-X på Storebæltsvej har fire lynladere, der kan håndtere otte elbiler på samme tid. De er alle udstyret med CCS-stik.
Kilde: Uno-X