I dag har danskerne verdens mest stabile elnet. Der er strøm i 99,996 procent af tiden. Omregnet betyder det, at en danske, i gennemsnit, kan risikere med at miste strømmen 20 minutter på et år.
I 2032 vil det tal været steget til 38 minutter, eller strøm i 99,993 procent af tiden. Det viser Energinets årlige Elforsyningsredegørelse, som nu sendes i høring, inden en endelig anbefaling sendes til klima-, energi- og forsyningsministeren. Det er i sidste ende ministeren, der fastsætter det danske mål for elforsyning ti år ud i fremtiden.
2032-målet er dermed tre minutter højere end sidste års mål, der viste, at en gennemsnitlig dansk elforbruger i 2031 vil opleve 35 minutters strømafbrud om året.
Elsystemet er under kolossal forandring, og om ganske få år vil langt størstedelen af vores strøm komme fra vind og sol og blive produceret på både på steder og tidspunkter, hvor det ikke nødvendigvis matcher forbruget. Det kræver ikke bare, at vi udbygger og forstærker elnettet, så vi kan transportere meget mere strøm over meget større afstande, men også at vi på mange måder skal genopfinde den måde, vi sikrer danskernes elforsyning, siger Stine Grenaa Jensen, vicedirektør og leder af Energinets afdeling for Systemudvikling.
De 38 minutter dækker over stor variation. Energinet har ud fra 35 forskellige ”klimaår”, hvor vind, sol, regn mv. varierer, beregnet flere hundrede scenarier med forskellige udfald af kraftværker og andre hændelser i elsystemet.
I 80 procent af alle scenarier er der fuld effekttilstrækkelighed til alle danskere i alle årets timer. I de resterende 20 procent kan der opstå situationer med manglende effekttilstrækkelighed – fra ganske små forstyrrelser til mere ekstreme scenarier, hvor der i mørke og vindstille timer kan opstå effektmangel.
Stine Grenaa Jensen peger på, at der i fremtiden bliver behov for nye måder at balancere elsystemet på – både ved at elforbruget bliver meget mere fleksibelt, og ved at vi finder nye grønne kilder til op- og nedregulering. Desuden skal der udvikles helt nye måder til at sikre, at elsystemet fortsat er stabilt og ikke går i sort, når der sker udfald eller kortslutninger i elnettet. Stabiliteten er i dag i høj grad sikret gennem i de traditionelle kraftværker og deres roterende generatorer, men i takt med at kraftværker ventes at køre i færre timer, skal andre tage over. Vindmøller og solceller er dog opbygget på en helt anden måde og har umiddelbart ikke de samme stabiliserende egenskaber.
Vores vurdering er stadig, at danskerne også om ti år kan have meget høj forsyningssikkerhed – en af verdens bedste – men de store forandringer vi står overfor skaber flere usikkerheder og risici, og det kan påvirke elforsyningssikkerheden, siger Stine Grenaa Jensen.
Kilde: Energinet