I de seneste år er der gået fremad med at få flere kvinder de traditionelle mandefag, som fx præger landets byggepladser.
Ser man procentuelt er der gået ganske fint med at få flere kvinder til at søge ind på elektrikeruddannelsen. Her er andelen blevet fordoblet siden 2015. Men en fordobling betyder altså kun, at der i dag er cirka 3 procent kvindelige elektriker-lærlinge, eller 147 i faktiske tal. Altså en fordoblingstid for hvert syvende år.
Hvis man bare fremskriver den udvikling rent matematisk, skal vi frem til 2048, før vi står med en næsten fuldstændig ligelig fordeling mellem mand og kvinder i elektrikerfaget. Hvis det nu er målet.
Imidlertid er det næppe selve tallene og fremskrivningen af dem, som er det mest interessante, men i højere grad tendensen. At det rent faktisk er muligt at lokke unge kvinder ind i et fag, der er så mandsdomineret.
Tallene viser, at det kan lade sig gøre at tiltrække flere kvinder til fag, der ellers traditionelt betragtes som ”mandefag”. Men de viser også, at det kræver en konstant og intens indsat at gøre op med eksisterende fordomme om, hvilke fag man som pige eller kvinde passer ind i, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
En stor del af forklaringen på den foreløbige fremgang i bestræbelserne på at tiltrække flere kvinder til erhvervsuddannelserne skal ifølge Tina Voldby findes i det faktum, at virksomhederne selv er meget opmærksomme og bruger mange ressourcer på at rekruttere flere kvinder til brancherne.
Samtidig bidrager virksomhederne aktivt til at markedsføre uddannelserne – fx via Boss Ladies-projektet, der arbejder for at stimulere piger og unge kvinders interesse for at søge in i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne.
På den måde kan vi tydeliggøre overfor det kommende kvindelige, potentielle lærlinge, at der venter masser af spændende uddannelses- og karrieremuligheder indenfor eksempelvis installations- og industrifagene, siger hun.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne