I morgen onsdag den 27. marts åbner Würth en ny butik et lidt utraditionelt sted. Et beboelsesområde med tæt bebyggelse og ligeså tæt trafik er ikke det mest typiske sted at placere en håndværkerbutik. Derfor har Würth også tænkt i flere typer af leveringsløsninger i forbindelse med åbningen af deres ny butik i Dronningens Tværgade 21 i København K, så det er nemt for kunderne at få fat i de Würth-produkter, de lige står og mangler.
Würths kædechef, Rune Liljeroth, fortæller:
– Tiden er kostbar for vores kunder, og derfor er det vigtigt for os at være så tæt på dem som muligt. København er et af de områder i Danmark, hvor der er allerflest byggeprojekter i gang, men det er også et område, hvor det er vigtigt, vi tænker i forskellige løsninger, fordi det mange steder tager tid at komme frem – derfor har vi også planer om at åbne endnu flere butikker i København.
Den nye butik kommer i forlængelse af, at virksomheden for godt et halvt år siden åbnede deres første megastore i Sydhavnen.
– Vores megastore i Sydhavnen er indrettet efter, at der skal være god mulighed for at gå på opdagelse og få masser af ny inspiration. Med butikken i Dronningens Tværgade ønsker vi at gøre det nemt og hurtigt for vores kunder i City at få fat i vores produkter, når de skal bruge dem her og nu. Derfor er vi også meget opmærksomme på, at med den trafik, der er i København City, så vil det ofte være nemmere og hurtigere for vores kunder, at vi leverer det, de skal bruge, direkte hos dem, enten på byggepladserne, eller hjemme hos Fru Jensen, hvor de er i gang med en opgave, siger han.
Würth Dronningens Tværgade åbner onsdag den 27. marts kl. 6.30 og indvies formelt kl. 12.00.